Patientvejledning – øvre

Patientvejledning: Operation af øvre øjenlåg

Medbring gerne en pårørende ved forundersøgelsen​

​Før operationen

  • Tag ikke fiskeolie, acetylsalicylsyre eller NSAID præparater de sidste 14 dage før operationen.
  • Ved smerter brug Pamol, Pinex eller lignende med mindre andet er aftalt.
  • Hav isposer (kolde omslag) klar til du kommer hjem efter operationen.
  • Forbered et sted at ligge med hovedet højt efter operationen.
  • Undgå make-up og cremer i øjenomgivelserne på operationsdagen.
  • Husk, at du ikke må køre hjem selv efter operationen.

Formål

At fjerne overskydende hudfold og evt. fedtdepoter fra øvre øjenlåg.​

Operation

Man får et lille stik til lokalbedøvelse svarende til de øvre øjenlåg, hvor der skal opereres. Det er det eneste der gør ondt. Derefter fjernes den hudfold der ligger dobbelt i globelinjen.

Arret lægges så vidt muligt i den naturlige fold over øjet. Selve operationen varer ca. 1 time.​

Efter operationen

Samme dag:
Når du kommer hjem, skal du ligge med højt hovedgærde, ca. 30-40 grader, og kolde pakninger hen over øjenregionen resten af dagen med korte pauser, og kun så længe som det føles behageligt.

Læg aldrig is direkte på huden. Hav altid lidt stof imellem.

Indtag kun let, blød, kølig kost og undgå alkohol og varme drikke det første døgn.

Lidt blødning fra arrene de første par døgn er helt normalt og uskadeligt. Dup med et stykke køkkenrulle og eventuelt en smule lunkent vand.

De følgende dage:

  • Fjern ikke plastrene da de holder på trådene.
  • Vask hår med bagoverbøjet hoved.
  • Hold så vidt muligt hovedet højt den første uge for at undgå yderligere hævelse.
  • Undgå at ligge på siden den første uge.
  • Brug ikke øjenmake-up i ca. 14 dage. (Til der ikke er den mindste sårskorpe tilbage)
  • Undgå sport eller lignende i 2-3 uger.
  • De fleste blå mærker og hævelse forsvinder i løbet af 2-3 uger. Lidt hævet kan man være i månedsvis.
  • Undgå sol på arrene i ca. 1 år, og brug solbriller eller solcreme (min. Faktor 50)
  • Undgå rygning de første 1-2 uger af hensyn til sårheling.

Arrene kan være røde og lidt tykke i op til 3 måneder og stramme yderligere i op til 1 år. Man kan også have nedsat følesans fra arret til øjenvippekanten i længere tid (yderst sjældent permanent)

Trådene fjernes 7.dag efter operationen.

Bivirkninger

Ar, der dog sjældent er ret synlige, når de er færdigdannet efter ca. 1 år. Eventuelt nedsat følesans i øjenvipperne midlertidigt og yderst sjældent permanent.

Komplikationer

Blødning: Lidt er helt normalt det første døgns tid.
Infektion: Yderst sjældent. Behandles med antibiotika.
Øjenbetændelse: Sjældent. Behandles med øjendråber.

I tilfælde af komplikationer skal klinikken kontaktes.

Forventet resultat

Huden over øjnene vil virke mindre løs, som da du var yngre, men huden vil være mindre elastisk.

Anbefalinger

Rygestop anbefales gerne 14 dage inden operation.

Fiskeoliekapsler frarådes at spise 14 dage før operation, ligesom man bør trappes ud af evt. blodfortyndende medicin 5-6 dage før, hvis det er muligt og efter samråd med egen læge.

Hvis man er blevet syet med tråde skal plastre blive siddende i hele perioden til sting skal fjernes, og skal holdes tørt. Sting fjernes typisk efter 1 uge.

Alle ar skal beskyttes et år efter operation med solfaktor 50 eller plastre.

Mod smerter, blødning og hævelse anbefales afkøling af operationsområdet med f.eks. frosne ærter pakket ind i et rent viskestykke eller håndklæde, der skal fjernes så snart det føles for koldt. Anvendes så meget som det føles behageligt, f.eks. 5-10 min. ad gangen i op til en uge.

Smertebehandling kan evt. suppleres med tablet Panodil – 1 gr. efter aftale, max. 4 gange dagligt.

BEMÆRK: at vi anbefaler ikke at dyrke kraftig fysisk udfoldelse i 2-3 uger efter en operation.